Cellulose, vigtig bestanddel af planters cellevægge; udgør den største enkeltandel af Jordens samlede biomasse. Cellulose er et kulhydrat opbygget af glukoseenheder koblet sammen i lange kæder, typisk med 300-15.000 enheder. Kæderne ligger bundtet i tråde, mikrofibriller, med en delvis krystallinsk og meget bastant struktur. Cellulose er den styrkegivende komponent i planters cellevægge. Indholdet varierer med celletypen fra ca. 4% til 94%. Mange vigtige planteprodukter indeholder store mængder cellulose, fx træ (40-50%) og bomuld (94%), og cellulose udgør en væsentlig del af de ikke-fordøjelige fibre i fødevarer af planteoprindelse. Udvundet cellulose, især fra træ eller bomuld, anvendes som råstof til en række industrielle produkter, bl.a. forskellige celluloseestere som fx skydebomuld og acetatfibre i klæde, og det er også en vigtig del af papirmasse. Cellulose forekommer i visse mikroorganismer, men normalt ikke i dyriske organismer. Celluloses kemiske formel er (C6H10O5)n, hvor n angiver antallet af kædens glukoseenheder. De enkelte glukoseenheder er bundet sammen ved glukosidbinding fra kulstof 1 (β-form) til kulstof 4 i den næste glukoseenhed. β-glykosidbindingen kan normalt ikke nedbrydes af højerestående dyrearter, og når fx termitter og drøvtyggere kan udnytte cellulose i føden, skyldes det tilstedeværelsen af mikroorganismer i fordøjelsessystemet. hemicelluloseHemicellulose, kulhydrater hos planter bestående af glukose-, xylose-, galaktose- og mannose enheder koblet sammen i lange kæder med korte sidekæder. Alt efter sammensætning inddeles hemicellulose bl.a. i xylaner, glukomannaner og xyloglukaner.
Hemicellulose danner sammen med pektin en matrix, som omgiver cellulosefibrene i planternes cellevægge, men adskiller sig fra pektin ved at være uopløselig i vand og opløselig i basisk miljø. Hemicellulose krydsbindes via hydrogenbindinger til de ydre molekyler i cellulosefibrene, hvorved et udstrakt netværk dannes mellem matrix og cellulosefibrene. Se også celle (cellevæg).
0 Kommentarer
Efterlad et svar. |
ForfatterStald lobo lua. ArkiverKategorier |